Special price for you my friend

Foto: Thomas Steen Sørensen

Kære DV Medlemmer. Det er nu det sker!
Danske Videnskabsjournalister afholder den største europæiske konference for videnskabsjournalister nogensinde. Vi har lejet DR Koncerthuset og IT-Universitetet, fra den 26-30 juni, og det bliver et fantastisk show i helt eventyrlige omgivelser.  Vi er lige ved at lægge sidste hånd på programmet, som kan ses på hjemmesiden: http://www.ecsj2017.com/programme

Vi vil meget gerne have DV’s medlemmer til at deltage i konferencen, og vi giver derfor et særligt tilbud, som kun gælder nuværende medlemmer af DV. I kan tilmelde jer for 300€ indtil den 15 Maj. Herefter gælder der normal pris. Hvis I vil benytte jer af dette tilbud skal i skrive til  jens@degett.org og få et særligt link til tilmelding.

Programmet taler for sig selv, men det er værd at fremhæve, at der her er mulighed for at lære det sidste nye om sociale medier, hvordan man laver podcast og video, træner til en TED-Talk eller sælger sin historie til et internationalt science magasin. Vi lægger vægt på, at det skal være en kommunikerende konference, så der bliver også mulighed for at lave og blive betalt for historier fra konferencen.

Vi planlægger fantastisk åbning af konferencen i DR Koncerthuset, med blandt andet Mogens Lykketoft som taler. Her har vi også teater, musik og spændende indlæg fra Europas mest hotte forskning fulgt af en reception.

Hovedprogrammet tirsdag, onsdag torsdag består af halvanden times keynote præsentation med internationale stjerner inden for de tre områder: Sociale og digitale medier, Klimajournalistik og ansvarlig kommunikation. Vi har et særligt program om kunst, hvor blandt andet Olafur Eliasson og en række internationalt kendte kunstnere taler om kunst og klimaformidling. Et interaktivt kunstværk med augmented reality vil skabe dialog med konferencens deltagere om klima og videnskab.

I flæng kan nævnes at vi har Reuters James Painter som en af tre keynote talere om klimadebatten, Connie Hedegaard styrer derefter en paneldebat med internationale klimajournalister fra bl.a. BBC, CNN og NDTV Indien. Vi har Shawn Otto, som er kendt for at være ordstyrer fra de amerikanske præsidentkandidaters debat om videnskab og Mike Galsworthy fra ”videnskab mod brexit” bevægelsen. Vi har Dame Anne Glover med et udsøgt panel af eksperter til at fortælle om forskningsformidling i Europa, og vi har Kommissær Junckersrådgivende SAM komite til at underholde med historier fra EU. Vi har nobelpristagere, stjerneforskere, redaktører, journalister, kommunikatører og undervisere i formidling.

Ud over hovedprogrammet har vi et tæt program med pressebriefinger fra hele verden om den nyeste forskning hver halve time under konferencen. Vi har desuden ekskursioner til en masse spændende steder på Sjælland og i Ørestadsregionen. Vi har blandt andet besøg på ESS og MAX IV i Lund, Niels Bohr instituttet, Carlsberg, Novozymes og meget andet.

Endelig skal vi ikke glemme festen, som bliver arrangeret i samarbejde med Science & Cocktails i Den Grå Hal på Christiania med Lawrence Krauss som oplægsholder, og det vildeste orkester, der garanterer at ingen vil kunne modstå danserytmerne under festen, der varer til den årle morgen.

Hvis nogen stadig har energi efter det hele er slut, så Inviterer Carlsberg på en farvel-reception med alt hvad de har at byde på af øl.

Uanset om du deltager eller ej, så har vi helt sikkert brug for din hjælp. Hvis du har noget at tilbyde, må du meget gerne skrive til formanden på mail: (jens@degett.org). Vi har også brug for din hjælp på sociale medier og alle andre platforme du har adgang til. Alt kan bruges, Twitter, LinkedIn, Pinterest, Facebook, Google og you name it. Hjælp med at gøre opmærksom på konferencen. Husk at tilbuddet om billig adgang kun gælder til den 15 maj. Hvis du allerede har købt billet kan du blive refunderet, hvis du skriver til formanden.

Jens Degett

About berit