Kulturel astronomi og flertydighed

Tværfaglig forskning er en overset disciplin. I dag ser man mere hyppigt end før, at en forsker ønsker at synliggøre et emne, der bevæger sig på tværs af traditionelle faggrænser. Det er som regel svært for både akademia og medierne at forholde sig til, men til gengæld kan netop en tværfaglig disciplin ofte tilføre ny og værdifuld viden. Og det er en spændende udfordring for alle, der arbejder med formidling af videnskab.

Claus Clausen, Ph.d. i astrofysik og kulturel astronomi, Niels Bohr Instituttet, har sendt os indlægget herunder som eksempel.

—————–

Inden for akademiske discipliner bliver det mere og mere almindeligt at arbejde tværfagligt. At se tingene under forskellige vinkler kan nogle gange afsløre helt nye og overraskende sammenhænge.

Jeg kan tage udgangspunkt i mit eget forskningsfelt astrofysik/astronomi kombineret med arkæologi, som kaldes arkæoastronomi, der er en disciplin under kulturel astronomi.

Mit oprindelige projekt gik ud på at opmåle orientering og placering af omkring 150 danske jættestuer. Antagelsen var at jættestuens gang præsenterede en sigtelinje mod et punkt i landskabet eller horisonten. Jeg allierede mig med arkæolog Svend Hansen fra Nationalmuseet. Det viste sig at være en god ide.

Svend Hansen havde nemlig fundet ud af retningen på jættestuens gang var anlagt før selve jættestuen blev bygget. Det betyder at gangens retning må have haft en særlig og vigtigt betydning. Jeg ville aldrig selv have opdaget ganglinjerne i jættestuerne, hvis jeg ikke havde truffet Svend Hansen.  Som regel finder man kun det man leder efter. I dette tilfælde at en jættestues gang sigtede mod den næste jættestue. Dvs. et punkt i landskabet. Det kunne jeg dokumenterer ved at tage et billede ud gennem gangen.

Denne figur viser jættestuen Baunehøj set gennem gangen fra Rævehøj.

Jeg opdagede yderligere at jættestuer med en gang pegede mod en jættestue, jættestuer med to gange pegede mod to jættestuer og jættestuer med tre gange pegede mod tre jættestuer. Nogle gange manglede der en jættestue, men så viste det sig at den havde været der tidligere. Det kunne så være et helt nyt redskab til at finde de manglende jættestuer. Det var det arkæologiske aspekt.

Yderligere viste det sig at gangretningerne fordelte sig således at de pegede mod bestemte fuldmåneopgange om sommeren. Det astronomiske aspekt. Det betyder så at der er mindst to lag i forståelsen af jættestuernes placering i landskabet. At man kan se fra den ene jættestue til den næste. Det kaldes intervisibilitet. Og at retningerne er styret af månen. Månen må derfor have haft en særlig betydning.

Billedet her viser retningen mod det punkt i horisonten (lidt syd for stik øst) om foråret hvor opgangspunkterne for fuldmåne og sol bytter plads. Omkring en tredjedel af de opmålte jættestuer peger i den retning.

 

Flertydighed findes ikke kun i forhold til jættestuer fra yngre stenalder, men også i små figurer fra sammen tid. De kaldes figuriner og er fundet mange steder rundt omkring i Europa.

Figurinerne er kvindefigurer der også ligner fugle og kan måske knyttes til månen. Dette er en figurine fundet i Sverige nær Stockholm. Figuriner er også fundet ved jættestuer og kan måske knyttes sammen med frugtbarhed, forår og månen. Bl.a. er ordet menstruation afledt af ordet måne.

I nogle af de danske jættestuer, af den type med to gange, er fundet lerkar med to øjne. De kaldes ansigtskar og understreger at dobbelthed også kunne have været vigtigt.

Claus Clausen

 

Links til artikler om emnet:

http://aktuelnaturvidenskab.dk/fileadmin/Aktuel_Naturvidenskab/nr-3/AN3-2016paaske-med-ekstra.pdf

http://aktuelnaturvidenskab.dk/fileadmin/Aktuel_Naturvidenskab/nr-4/an4-2012kalender.pdf

 

About admin