Vedtægter

 

1) Foreningens navn er Danske Videnskabsjournalister (Danish Science Journalist’s Association).

2) Foreningens formål er at virke til gavn for alle, der på professionelt plan formidler oplysninger om forskning og videnskab – og resultaterne heraf, gennem offentligt tilgængelige medier samt bidrager til at udbrede kendskabet til videnskaben og dens resultater.

3) Formålet søges opnået bl.a. ved

a. opretholdelse af en faglig kontakt mellem videnskabsjournalister f.eks. gennem afholdelse af møder, studiebesøg og tilrettelæggelse af ture med fagligt indhold.

b. varetagelse af medlemmernes interesser i forholdet til offentlige og private institutioner, organisationer og virksomheder, derunder etablering af kontakter udadtil ved at stille medlemsfortegnelser til rådighed for dem, der ønsker en faglig kontakt med DV’s medlemmer.

c. etablering af forbindelser til faglige kolleger i andre lande bl.a. med henblik på gensidige faglige besøg, derunder udenlandske kollegers kontakt til danske forskere og virksomheder med henblik på udbredelse af kendskabet til videnskab og forskning.

d. tilrettelæggelse af møder, hvor forskere, videnskabsjournalister og andre interesserede får lejlighed til at drøfte formidlingen og forståeliggørelsen af forskningen og dens perspektiver.

4) Som medlemmer kan optages alle, der arbejder med formidling af forskning og videnskab og resultaterne deraf. Medlemmerne skal have relation til Danmark.

5) Ansøgning om medlemskab rettes skriftligt til formanden og skal indeholde oplysninger om det hidtidige omfang af ansøgerens virksomhed, der kvalificerer til optagelse i foreningen, og være bilagt eksempler.

6) Beslutning om optagelse træffes af bestyrelsen.

7) Medlemskontingentet fastsættes en gang årligt på generalforsamlingen og opkræves af kassereren.

8) Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den holdes normalt i januar kvartal og indkaldes skriftligt af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel og skal omfatte følgende dagsorden:

(1) Valg af dirigent

(2) Valg af referent

(3) Formandens beretning

(4) Forelæggelse af revideret regnskab

(5) Fastsættelse af næste års kontingent

(6) Indkomne forslag

(7) Valg af bestyrelsesmedlemmer

(8) Valg af revisor

(9) Eventuelt

Alle valg er for et år. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes skriftligt til formanden senest 8 dage før. Generalforsamlingsbeslutninger træffes ved simpelt flertal.

9) Foreningens ledelse varetages af bestyrelsen, der består af formand, næstformand og fem* bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Medlemmerne af bestyrelsen fritages for kontingentbetaling.

10) Regnskabet føres af kassereren, der varetager ind- og udbetalinger. Regnskabsåret er kalenderåret. Revisoren reviderer regnskabet og kontrollerer beholdningen. Formanden tegner foreningen økonomisk.

11) Den af generalforsamlingen valgte referent fører foreningens protokol.

12) Vedtægtsændringer kan vedtages på en generalforsamling ved simpelt flertal, når ændringsforslagets tekst er udsendt til medlemmerne sammen med indkaldelsen.

* Ændring så bestyrelsen består af formand, næstformand og fem bestyrelsesmedlemmer – i alt syv medlemmer. Vedtaget ved generalforsamling d. 29. Marts 2012

About the Author